Planetstien i Lemvig

Planetstien er en model af solsystemet i målestokken 1:1 milliard. Det vil sige, at Solen og de planeter, der kredser omkring den, er formindsket én milliard gange, og det samme gælder afstanden imellem dem.
I Planetstiens målestok svarer 1 meter til 1 million kilometer. Turen fra Solen til den yderste planet, Pluto, bliver i lige linje omkring syv en halv kilometer; når man følger de afmærkede stier, bliver den cirka tolv kilometer.

Planetstien strækker sig fra Lemvig til Nissum Bredning. Den følger fjordbredden ved en vig af Limfjorden. Solen finder man i Lemvig – i Vesterbjerg – og derfra går Planetstien gennem Lemvigs Lystanlæg, forbi Vinkelhage, langs skrænterne i Tørring og ud over Gjellerodde til stranden ved Ryletorv i Hygum.
Landskabet er smukt og meget varieret, og dets afvekslende karakter følger rytmen i Planetstien. Hvor afstandene mellem planeterne er kortest i solsystemets indre del, er landskabet tættest med smalle gange under høje træer. I det ydre solsystem er landskabet stort og åbent med et vidt udsyn over fjorden. Den yderste planet står helt ude i strandkanten ved Nissum Bredning.

Planetstien giver en forestilling om afstande og indbyrdes størrelsesforhold i solsystemet. Den anskueliggør således et emne, der hører hjemme i den astronomiske videnskab, men som har optaget mennesker gennem tusinder af år.
Planeterne er formet som skulpturer i granit og bronze med indbyggede symboler og matematiske formler.
Går man turen i solsystemet, oplever man samtidig et landskab, der veksler mellem frodige bakkedrag og flad, sandet lynghede - hele tiden med udblik over fjorden.
Det astronomiske, det kunstneriske og det landskabelige forenes hos digteren Thøger Larsen, der færdedes netop her langs fjorden.

De vandrende Guder

Solen og dens børn, planeterne, er de mest fremtrædende medlemmer af vort solsystem. Planeterne er kloder i kredsløb om Solen.
De bevæger sig alle i samme retning og i samme plan; solsystemet er altså fladt.
De indre planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, er små og tætte og består hovedsagelig af metaller og stenarter. De ydre planeter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun er store og består af lette sammenpressede gasarter.
Solens, Månens og planeternes regelmæssige gang over himmelen hjalp oldtidens folk til at forstå deres egen verden. Himmellegemerne blev gjort guddommelige. To tusind år efter, at romerne gav planeterne de gudenavne, som vi stadig bruger, skrev Thøger Larsen:

Der sortner Regnestykker langs Stjernens svungne Vej,

dog flyver den i Himlen saa luftig som en Leg.

Den nøgne Venus danser i hvide Straalers Pragt,

Merkur og Mars de følger i gyldne Lænker lagt.

De gode gamle Guder fra Oldtids lyse Drøm

om Solen kværner stadig som paa en evig Strøm.

Thøger Larsen, Sfærernes Musik, 1923

Solen - vor livgivende stjerne

Solen er som andre stjerner en glødende gaskugle, der får sin energi fra kerneraktioner i sit indre. Det er hovedsagelig brint, der under udvikling af en enorm varme, bliver »brændt af«. Temperaturen i Solens centrum er således 14 mio.°C., mens overfladetemperaturen »kun« er 5.700°C. Næsten alt lys i vort solsystem stammer fra Solen. Når vi ser Månen, Venus, Jupiter eller en anden klode lyse som en stjerne i natten, er det fordi Solen skinner på dem.
Solen er en stjerne af gennemsnitsstørrelse med en diameter på 1.391.000 km. Ligesom hele solsystemet kredser omkring Solen, roterer også Solen om sig selv. Ved Solens ækvator er rotationstiden 24 døgn.
Fra Planetstiens Sol kan man se ud til Vinkelhage, hvor Saturn står, og videre til landtangen Gjellerodde, hvor Neptun og Pluto findes.

Merkur - gudernes sendebud

Merkur har travlt; den er kun 88 dage om en tur rundt om Solen. I 1974 fotograferede den amerikanske rumsonde Mariner 10 den ene halvdel af planetens overflade. Den er dækket af kratere og ligner på mange måder vores måne. Merkur har ingen atmosfære, så der er meget varmt på solsiden ( + 430 °C) og meget koldt på skyggesiden ( - 170 °C ). Det er de største temperaturforskelle, der findes på nogen planet i solsystemet.

Merkur's diameter 4.879 km
Rotationstid        58,65 døgn
Omløbstid               88 døgn
Afstand til Solen     57,9 mio. km

Venus - den tilslørede gudinde for kærlighed og skønhed

Venus er omgivet af et tæt skylag. Skylaget kaster det meste af det lys, som rammer det, tilbage. Derfor ses Venus så klart – skiftevis som morgen- og aftenstjerne.
Varmen fra Solens stråler kastes ikke tilbage af skylaget, men bliver lukket inde i en tæt atmosfære af kuldioxid. Atmosfæren på Venus virker som et drivhus, hvor temperaturen kommer op på +465°C.

Venus' diameter 12.104 km
Rotationstid 243 døgn
Omløbstid 224,7 døgn
Afstand til Solen 108,2 mio. km.

Fremmede Stjerner!

Se Jordgudinden smiler,

som Venus mellem Kloder

eller som Guds Moder.

Hun straaler, vendt mod Solen,

med Blikket fuldt af Varme

og strækker mod Evigheden

Lysternes aabne Arme!

Hun danser i sin Bane,

forventningsfuld og kælen.

I skulde bare ane,
hvor fyrig hun er i Sjælen.

Thøger Larsen, Stjernen, 1927

Jorden - livets våde vugge

Ligesom Venus nu, var Jorden tidligere omgivet af et tæt skydække. Under et regnvejr, som må have varet i tusinder af år, blev vore have dannet. I de have blev livet skabt for milliarder af år siden.
Siden oldtiden er inddelingen af tiden blevet knyttet til Jordens rotation. Månens kredsløb om Jorden og Jordens kredsløb omkring Solen.
Når Jorden har drejet én gang omkring sig selv, er der gået et døgn. Når Månen har kredset én gang omkring Jorden, er der gået en måned. Og når Jorden har kredset én gang rundt om Solen, er der gået et år.
På én dag bevæger Jorden sig 2.573.410 km i sin bane omkring Solen. På Planetstien svarer det til 2,57 m.
På planetmodellen er den geostationære satellitbane vist med en cirkel omkring Jorden. Banen ligger 35.800 km over Jorden, og her kredser en mængde kommunikationssatellitter, som videresender TV, telefon- og dataforbindelser over hele Jorden.

Jordens diameter 12.756 km
Rotationstid 1 døgn
Omløbstid 365,26 døgn
Afstand til Solen 149,6 mio. km.

Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv.

I mig dens Kræfter strømmer.

Jeg føler Stjernen i mig selv,

hvor alle Farver drømmer.

De Drifter, som i Ungdoms Sang
mod Himlens Vidder tindre,
af dybe dulgte Kilder sprang
i Jordens eget Indre.

Af Muld og Hav sprang Livet frem
i fjernt forglemte Tider.
Til Muld og Hav gaar Livet hjem
hver Gang det Døden lider.

Thøger Larsen, Virkeligheden, 1911

Månen - Solens dronning

Månen er Jordens nabo. I årtusinder har den ægget menneskenes fantasi, fordi de lyse og mørke områder, som man kan skelne med det blotte øje, kan føjes sammen i forskellige billeder.
Først da man rettede kikkerter mod Månen, indså man, at det der havde givet tanken flugt, blot var en kraterfyldt gammel klode.
Månen er arret af ælde. I mere end fire milliarder år har meteoritter bombarderet dens overflade. De talløse kratere er ar efter meteoritnedslag. "Havene", som man optimistisk havde døbt de store mørke områder, er kæmpemæssige meteoritkratere, som siden er fyldt op med lava fra Månens indre.
Jorden er gennem tiderne blevet beskudt af mindst lige så mange meteoritter som Månen. Men dels har Jorden en atmosfære, hvor de mindre meteoritter brænder op, og dels udvisker regn, frost, blæst og plantevækst sporene fra de store nedslag. Jorden kan således holde "huden" glat.
Set fra Jorden kan Månen lige netop dække solskiven, så man ved en total solformørkelse kun ser Solens lysende atmosfære, corona'en.

Månens diameter 3.476 km
Rotationstid 27,32 døgn
Omløbstid 27,32 døgn
Afstand til Jorden 384.400 km

Nu kommer Maanen.

Fuldmaanens Ro over Aftenens Riger

hviler og smiler fra Himlenes Blaanen,

smiler og stiger.

Oppe er Guden for Søvn og for Senge,

Guden, der dugger os Aftenens Enge;

ikke en Sky gennem Stilheden sejler,

stille er Jorden,

medens i Fjorden

Maanen sig spejler.

Thøger Larsen, Nu kommer Maanen, 1925

Halleys komet

I græsplænen cirka 20 meter fra Jorden findes en aflang kileformet buksbomhæk. Hækken viser størrelsen og positionen for Halleys Komet i forhold til Jorden den 20. maj 1910.
Kometer er store »snavsede snebolde« på cirka 10 km i diameter; de er dannet samtidig med planeterne. Fra deres hjem i det yderste af solsystemet kommer de i aflange baner på besøg herinde omkring Solen. Halleys Komet runder Solen med 76 års mellemrum.
Når en komet nærmer sig det indre af solsystemet, smelter og fordamper en del af »snebolden« på grund af varmen fra Solen. Dampen og støvet fra kernen danner kometens hale, som altid vender bort fra Solen. En komethale kan blive over 100 mio. km lang, og det er 2/3 af afstanden til jorden.

Mars - den rustne krigsgud

Da man begyndte at studere stjerner og planeter gennem kikkerter, opdagede man, at Mars havde en varieret overflade, selv om den på nattehimlen kun ses som en klar rød stjerne. Der var is ved polerne, kratere og noget, der blev fortolket som gravede kanaler. Var der mon liv på Mars? Det spørgsmål optog i flere hundrede år både alvorlige videnskabsmænd og fantasifulde forfattere. Marsmænd optrådte i tegneserier og vittighedstegninger.
Men ak! Flere ubemandede rumskibe er landet på Mars, og har ikke registreret liv. Håbet lever dog stadig: Der er utvivlsomt is under Mars' overflade i form af permafrost, omend det er mere tvivlsomt, om der nogensinde har været liv.
Mars har to måner, Phobos og Deimos. Det er små asteroider, som er indfanget af Mars' tiltrækningskraft. På planetmodellen er månebanerne markeret med to cirkler.

Mars' diameter 6.786 km
Rotationstid 1,026 døgn
Omløbstid 687 døgn
Afstand til Solen 228 mio. km

Her har man alt længe troet,

at Planeten Mars var beboet.

I kikkert af større Kaliber

har den nemlig vist nogle Striber,

der saa'saa fornuftige ud,

at de næppe var skabte af Gud.

På Mars har man forhen troet,
at Jorden vist var beboet.
Det Skøn man dog maatte forlade
med den Motivering – ak ve:
at der paa dens Overflade
var intet fornuftigt at se.

Thøger Larsen, Nabostjerner, 1905

Asteroiderne - universets utøj

Asteroiderne er et mylder af små, mindre og meget små kloder, der især sværmer mellem Mars' og Jupiter's baner. Som andet utøj kan de være svære at få øje på, og uden kikkert går det slet ikke. Astronomerne kender banerne for cirka 20.000 stykker; men de regner med, at der er milliarder af dem.
Ceres er en af de største asteroider, med en diameter på cirka 940 km. I febuar 2001 landede en rumsonde, Near Shoemaker for første gang på en asteroide, nemlig på den 33 km lange Eros.
Udenfor Neptuns bane findes endnu et område med smålegemer, kaldet Kuiperbæltet.
Pluto regnes af nogle astronomer for den største af disse Kuiperasteroider.

Jupiter - den stormfulde majestæt

Jupiter er langt den største af solsystemets planeter. Den viser sig på himlen som en klar og kraftigt lysende, gul stjerne. Jupiter består ligesom Saturn, Uranus og Neptun af gasarterne brint og helium måske med en lille kerne af klippemateriale. Trykket i atsmosfæren stiger voldsomt ind imod midten, men hele vejen er der tale om gas, og der er ikke en fast overflade. Bronzemodellen angiver atmosfærens yderste afgrænsning.
En vejrmelding for Jupiter kunne lyde: Det vil fortsat være overskyet med skyer i mange forskellige farver og stormfuldt vejr med temperaturer ned til -150°C.
En Jupiter-meteorolog ville ikke have meget at bestille, for uvejret er meget konstant. For eksempel har man siden 1600-tallet kunnet følge et stormvejr, der dækker et område, som er tre gange så stort som Jorden. Det kaldes »Den store røde plet«.
Jupiter har mindst 32 måner; de fire største kaldes Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Jupiters diameter 142.796 km
Rotationstid Knap 10 timer
Omløbstid 12 år
Afstand til Solen 778,3 mio km

Nu stormer det fra Havet ind,

saa Stranden skærer Tænder.

Med Mørkets Islæt i sit Skin

Oktoberdagen brænder.

Nu fejes Løv af Landet bort,
og helvedhæs er Sangen,
og Fjorden er i Sindet sort,
men Himlen hedengangen.

Det er forbi med Gøgevejr
og Fuglepjat i Grene
og Pigetræk bag Bøgetræer.
Nu fryser man alene.

Der knækker Gren i Skov og Krat,
og Solen lavt sig fjerner.
Og Stormen hviner gennem Nat
og hvæsser alle Stjerner.

Thøger Larsen, Efteraarsstorm, 1914

Saturn - ringenes herre

Når vi blader i planeternes familiealbum, er der altid én, der ved første øjekast stjæler billedet fra de andre. Det er Saturn med sine lysende ringe. Ringsystemet består af små ispartikler og er flere steder kun nogle få hundrede meter tykt. Når vi på Planetstien står ved Saturn, skal vi altså forestille os ringene tyndere end det tyndeste papir. Også Jupiter, Uranus of Neptun har ringsystemer, som dog er langt mindre omfattende end Saturns.
Jupiter og Saturn er lidt fladtrykte. De kan sammenlignes med kæmpekaruseller i rasende fart, hvor stoffet i planeterne bliver presset udad ved ækvator. På den måde bliver afstanden mellem polerne mindre end diameteren ved ækvator.
Saturn har mere end 30 måner kredsende omkring sig.

Saturns diameter 120.500 km
Rotationstid Godt 10 timer
Omløbstid 29,46 år
Afstand til Solen 1.427 mio. km
Ringenes diameter 272.000 km

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-Systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

Ud i det høje
ser jeg som Trold med et Trealens Øje.
Ind i det sorte
vender jeg Blikket, og Nuet er borte.
Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

Frem sig at svinge
ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe.
Verdener vaage
ru i Orions forrygende Taage.
Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.
Thøger Larsen, Stjernenatten, 1912

Uranus - en verden på tværs

Kigger man på nattehimlen med en lille kikkert, ser man Uranus, som om den var en lille grønligt lysende stjerne. Den kan således være vanskelig at skelne fra de rigtige stjerner. De tre yderste planeter, som vi kender – nemlig Uranus, Neptun og Pluto – er da også først blevet opdaget inden for de sidste par hundrede år.
Uranus blev som den første af disse "nye" planeter fundet i 1781 af den engelske astronom William Herschel.
Uranus er »væltet«, så aksen peger på tværs af alle andre planeters.
På Planetstiens model af Uranus er med en indridset kreds vist, hvorledes ækvator "står lodret" modsat de andre planeter.

Uranus' diameter 50.800 km
Rotationstid 11 timer "baglæns"
Omløbstid 84 år
Afstand til Solen 2.869,6 mio km

Se Fjordens dybe, svale Blaa!

Et Utal af faldne Brande

fra Baalet højt i Himlens Blaa

ligger og hopper lystigt derpaa.

Der leger Ild over Vande.

Thøger Larsen, Solsangen, 1904

Thøger Larsens barndomshjem - Underbjerg

Digteren Thøger Larsen levede fra 1875 til 1928. Hans barndomshjem lå her ved Gjellerodde, lige ned til fjorden. Det var et beskedent trelænget husmandssted. Bag huset var der høje bakker – eller bjerge, som man kaldte dem, og efter dem fik stedet navnet Underbjerg.
Som voksen boede Thøger Larsen i Lemvig, hvor han var redaktør af en lokal avis. Sin egentlige debut som digter fik han med digtsamlingerne »Jord« i 1904 og »Dagene« i 1905. Siden udgav han en række digtsamlinger, nogle noveller og afhandlinger og en enkelt roman.
I geografisk forstand var Thøger Larsens verden ikke stor; men han var langtfra, hvad man kalder hjemstavnsdigter. For ham var bakkelandet i Tørring, Limfjordens vand og himlen med Solen og Månen, der stod op over Kabbels skrænter, dele af et univers, uendeligt udstrakt i tid og rum. Det var det, han skrev sine digte om.
Thøger Larsens barndomshjem er væk, og på stedet ligger nu en noget større trelænget, stråtækt ejendom.

Køer og Heste og Faar paa Græs

henover brede Agre,

aabne Lader for fulde Læs,

Sejl, som stryger om Klint og Næs,

Byger, som gaar og kommer -

det er den danske Sommer.

Thøger Larsen, Den danske sommer, 1914

Thøger Larsen - stenen

Ved Gjelleroddes sydstrand står en stor mindesten for Thøger Larsen. Den blev rejst i 1932 af en kreds af venner. På den ene side er indhugget Thøger Larsens navn og årstal, omgivet af stjernebillederne Karlsvognen og Frejas Rok og af blomsten strandvalmue, der tidligere voksede på Gjellerodde. På stenens anden side findes Thøger Larsens digt »Landskab« fra 1923:

Det suser svalt over Muld og Strand

i Danmark, Bakkers og Bølgers Land,

og Hvisk i Træerne, nær og fjærn,

og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,

og Brus fra Brisen mod Søens Bred

og Aandepustet fra Blomsterbed –

er Danmarks Stemme, der moderøm

betror dig en blid og bundløs Drøm.

Stenen stod oprindelig på Vinkelhage – midtvejs mellem Thøger Larsens barndomshjem og Lemvig. Blomsten er tegnet af Johannes Larsen og indskriften hugget af Torvald Westergaard.

Pluto - inderst i sin bane

Rekorden for den mest aflange bane om Solen har den lille planet Pluto. I perioden fra 1979 til 1999 befandt den sig inden for Neptuns bane. En sten på diget vest for vejen viser Plutos position, når den er nærmest Solen.
Plutos afstand til Solen er her 4,425 mio. km.

Neptun - den yderste kæmpe

Den nyopdagede Uranus opførte sig ikke nøjagtigt, som astronomerne og matematikerne forventede ifølge dens beregninger. Der var et eller andet, der forstyrrede planetens bane. To matematikere forudsagde i 1845-46, at der uden for Uranus' bane måtte kredse en anden planet, der var årsag til forstyrrelserne. De angav endda den formodede position for ukendte planet. Den 23. september 1846 kom så den store sejr for den matematiske astronomi, da man også med kikkert kunne finde frem til fredsforstyrreren, som fik navnet Neptun.

Neptuns diameter 48.600 km
Rotationstid Ca. 18 timer
Omløbstid 164,79 år
Afstand til Solen 4.496,7 mio. km

De unge Stjerner danser, som Stjerner danse skal,

fra deres runde Baner det regner ned med Tal,

for Kloder selv saa simpelt, for Sangersind saa svært,

saa mangen sorgløs Sanger faar aldrig Takten lært.

Men den, der sænker Sindet i Tallenes Mystik,

fornemmer dunkelt Rytmen i Sfærernes Musik.

Thøger Larsen, Sfærernes Musik, 1923

Pluto og Charon - underverdenens tvillingeplaneter

Besøgte vi den virkelige Pluto og kastede blikket tilbage på Solen, ville denne kun se ud som en meget klar stjerne. Der er koldt herude ved underverdenens guder, hvor Solens stråler næsten ikke varmer. Plutos overfladetemperatur er omkring – 240°C eller kun godt 30° over det absolutte nulpunkt.
Astronomerne kan ikke rigtig blive enige om, hvilken placering de to planeter skal have i vort solsystem. Nogle mener, at Pluto er en undsluppen Neptun-måne, mens andre medregner Pluto og Charon i en gruppe kometlignende islegemer, Kuiperasteroiderne, som er opdaget i løbet af 1990érne uden for Neptuns bane.
Pluto og Charon er så ens, at de udgør et dobbelt planetsystem. På 6,4 døgn omkredser de et fælles tyngdepunkt, der er angivet som et punkt på planetmodellen.

Plutos diameter 2.360 km
Rotationstid 6,4 døgn
Omløbstid 248 år
Afstand til Solen 5.900 mio. km
Charon's diameter Ca. 1.186 km
Afstand til Pluto Ca. 20.000 km

Pluto - yderst i sin bane

Omkring år 2113 når Pluto ud til det yderste af sin bane og opnår hermed den største afstand fra Solen. En sten på Stenodden ved Ryletorv viser denne position fjernest fra Solen.
Pluto's afstand til Solen er her 7.375 mio km.

En ø i universet

Da Neil Armstrong den 21 juli 1969 som det første menneske satte sin fod på Månen, betegnede han det som et kæmpeskridt for menneskeheden. Det var kulminationen på en rejse til vores nabo i rummet – 380.000 km borte. Aldrig har noget menneske været længere væk fra Jorden.
I Planetstiens målestok er det blot et lille skridt på 38 cm

Efter tusindvis af skridt slutter Planetstien på Stenodden ved Ryletorv. Ved Pluto kan man spejde ud over Nissum Bredning – ud i de næsten ukendte dele af solsystemet. Vandrer vi ad fantasiens Planetsti videre nordpå vil vi i en afstand svarende til Nordpolens træffe på »Oort-skyen«, der som en kæmpemæssig skal af kometkerner ligger omkring vort solsystem. Milliarder af dybfrosne kometer venter her på deres tur ind mod Solen.

Fra »Oort-skyen« ved Nordpolen vandrer vi i tankerne videre væk fra Lemvig, sydpå over Stillehavet til Sydpolen. Hernede omkring 23.000 km fra vores Sol i Lemvig tager vi afsked med vort solsystem. Hidtil har Solen kunnet dominere rummet med sin tiltrækningskraft, men nu bliver denne for svag, og andre stjerner overtager gradvist førerrollen.
Den nærmeste stjerne befinder sig i virkeligheden 4,3 lysår fra Solen. Omregnet i Planetstiens målestok svarer det til 40.000 km. På vores fantasitur var vi nået til Sydpolen 23.000 km borte, så vi mangler endnu 17.000 km. Turen går nu op over Afrika og Middelhavet op gennem Europa til Lemvig, hvor vi finder stjernen, der kaldes Proxima Centauri.

Proxima Centauri er én blandt mere endhundrede milliarder af stjerner i vores Mælkevej. Omkring nogle af disse stjerner kredser der planeter. Tænk om der et sted lysår borte svævede en anden lille klode, som en grøn ø i Universet, hvor man tænkte på, om der mon et andet sted ….

Stille! Hør efter! Stille!

Dybest i Sjælens blanke Ro

hører du Sfærerne spille,

hører du Græsset af Grunden gro.

Thøger Larsen, Foraarstegn, 1925

Tilbage til Planetstien

Sidst redigeret: 20-02-2002